Foto Vidensbibliotek

Billedet der drillede

Eller historien om hvornår et billede bliver godt

Eller historien om hvordan et billede gør sig fortjent til at blive printet. For meningen med fotos er ikke at de skal ligge i en digital mappe. De skal luftes på væggen.

Dette billede blev taget på Færøerne. Det er et relativt populært sted hvor på toppen af en bjergtop kan følge en vej der snoer sig ned i en dal. Billedet kan være svært at få i kassen. Det kræver en del vidvinkel. Alternativt kan du bygge det op som et panorama. Gør du det så pas på at vejen ikke bliver overdrevet buet – det kan ske du får noget der ligner et motiv taget med et fisheye objektiv.

Jeg har altid været vild med billeder med en endeløs vej mod horisonten. Dette er mit første billede af en snoet vej der forsvinder i horisonten. Det er mange der har dette motiv i deres billedarkiv. Så hvorfor gider jeg også have det? –  kunne man snildt spørge sig selv om. Fordi jeg selv mener jeg kan komme med en nyfortolkning af motivet, som kan give det en variant af de mange stemninger der allerede findes af det. 

Kan jeg ikke det, vil jeg ikke publicere det. Så bliver det et turistbillede fremfor et kunstfoto. Eller hvad man nu vil kalde det. Bøller du din titel lidt op får du også mere respekt end hvis du siger du lige tog et par hurtige snapshots da du lige tilfældigvis kom fordi lokaliteten.

Som du kan se var det skyet som det oftest er på Færøerne. Det er en dejlig udfordring af få noget i kassen hvor du ikke overeksponerer skyerne. Så min forgrund er noget mørk fordi jeg vil sikre mig at der var skyer i alle de lyse områder. Jeg kunne også have forsøgt med et HDR billeder (et over og et undereksponeret billede lagt sammen til et billede). Men den dag gad jeg ikke bruge stativ, så jeg tøffer hen til skrænten hvor udsigten er rimelig fri og skyder 2 panoramaserier efterfulgt af 4 enkeltskud. Det var det. Jeg er ikke typen der stressskyder 20-200 billeder af samme motiv.

Men hjemme i det digitale mørkekammer begynder problemerne at hobe sig op. Det sker efter jeg printer en version ud og parkerer den på væggen. Motivet begynder at irritere mig. Farverne er noget flade og det hele minder lidt som stemningen “kronhjort ved skovsø” efter 30 år på en rygerbodega. Det spiller ikke rigtig.

Det ryger ned fra væggen og den digitale original får lov til at bliver hengemt i de onde  arkivmapper, hvor flertallet af vores billeder havner og endnu flere bliver glemt.

Men vejen hjemsøger mig. Så efter nogle måneder hiver jeg det frem igen og giver det en ny chance i mørkekammeret. Efter af have gået i flere retninger indtræffer skuffelsen sig. Det rykker ikke rigtig.

Så jeg beslutter at teste det ud i sort hvid. Jeg er ikke fan af landskabsbilleder i sort hvid. Ofte synes jeg de toner landskabet for meget ud og fjerner både geologien og biologien i motivet og efterlader kun lys og kontrast. Men for mange år siden besøgte jeg en fyr der på det tidpunkt var en af de første der lavede kvalititetskunstprint ud fra digitale billeder. Det var omkring 2002/03. Det var en temmelig ældre herre og jeg har desværre glemt navnet på ham. Men han redigerede landskaber hvor han overeksponerede marker og veje, der så pulserede vildere ud mod horisonten. Det så ret godt ud.

Så jeg beslutter at gå mere dramatisk til værks efter denne tankerejse. Det er ikke et dokumnetarfoto jeg vil have. Det er et foto der skal have en rejseoplevelse ud i det ukendte.

Så jeg toner vejen gevaldigt op, så den martrer gennem landskabet som en lysende sti. Nu begynder det endelig at ligne noget! Men omgivelserne støjer. Der er mange mikrodetaljer der stjæler en lille smule opmærksomhed hver for sig. Så jeg tager en Ansel Adams og Steve McCurry beslutning og fjerner forstyrrelser og “forkerte stemninger”.  Mange lysende sten bliver reduceret og nedtonet i landskabet. Selv et par vejpæle bliver ofret på kunstalteret. Og gravkoen der holder parkeret langt ude i horisonten får også en digital håndgranat, så er den ude og vejen er mere præcis i sit generelle forløb.

Det bliver flottere og flottere jo mere forarbejdning det får. Men hov! Kan det ikke også bliver for meget?

Helt sikkert. Men med kunstfoto er det endnu mere et spørgsmål om god smag og æstetik fremfor presse/turistfoto stil.

Så alle disse tanker indgik også i fremkaldeprocessen. Det er ikke teknikken der skal vises i billedet. Det er hvordan du oplever verdenen der skal afspejles i dine billeder. Teknik er en triviel formalitet. Udtrykket er meget sværere at finde. For du skal have noget på hjerte før det manifesterer sig. Dette billede kom først frem 10 måneder efter det var taget.

Tekniske data:

  • Kamera Canon 5D mk3 med objektiv 16-35 2,8
  • Optaget med F8, 1/350 ISO200, 16mm.
  • Software: Lightroom og Photoshop

Tilsvarende artikler

Back to top button