Ja, forleden faldt jeg over nogle youtube videoer, der viste hvordan man kunne overføre et foto til en træplade. Teknisk bruger du et smøremiddel der suger dit ink ud fra papiret og limer. Det materiale der er hårdest beholder farven. Så du nulrer papiret af når det er tørt.
Forberedelse til træ tryk
Dit print bliver “limet” omvendt på en anden plade. I praksis betyder det at det hele spejlvendes. Så inden du printer skal du selvfølgelig spejlvende dit foto eller grafik så det fremstår korrekt. Især hvis der er tal eller tekst eller logo elementer i billedet.
Sådan laver du Spejlvend i Photoshop
Gå i menu Image > Image Rotation > Flip Canvas Horizontal
Derefter print.
Sådan laver du Spejlvend i Illustrator
Vælg dit grafik på dit Artboard
Gå i menu Object > Transform > Reflect … Vælg Vertical og klik OK.
Derefter print.
Hvilken papirtype er smart?
Det er helt enkelt noget papir der ikke er glad for vand. Du skal brug noget der går nemt i opløsning. Så mat papir er godt. Men ikke det helt tykke akvarelpapir. 100-180grams papir er fint.
Og så skal det være printet fra en farvestof eller pigmentbaseret inkjetprinter. Alle de billige desktop printere er typisk farvestofbaseret. Farverne bliver mere præcise med pigmentfarve. Men det er en detalje der hurtigt kan gå tabt i træpladen. Så bare kast dig ud i det!
Hvad skal man smøre med for at overføre print til træ?
De fleste anbefaler Liquitex Gloss Gel. Men det produkt er stort set umuligt at finde i lille Danmark. Så jeg støvede mærket “Golden” op som også laver Gloss Gel (Golden Soft Gel Gloss). Det fandt jeg i butikken Kunstnerfarver på Gammel Kongevej 148 i København.
Sådan laver du et print der skal overføres til en træplade
Materialer der skal være klar til første del:
- Golden Gel
- Et print
- En træplade
- Pensel
Materialer der skal være klar til anden del:
- Klud og skuresvamp
- Skål vand
- Eventuel forseglingslak til efterbehandling
Første del med limning
Pensel et ensartet lag på træpladen
Læg det på dit print
Sørg for at det er jævnt over det hele. Udglat det med dine hænder eller brug en klud til at udjævne eventuelle bobler.
Så skal det hele tørre op. Det tager nok 10-12 timer. Så lav noget andet imens du venter.
Andel del med papirnulring
Brug en klud eller skuresvamp til at fugtiggøre papiret. Lad vandet trænge ordentligt ind i papiret. Det gør du ved at vente et par minutter inden du begynder at nulre papir af.
Er papiret ret tykt kan det snildt kræve at du vander overfladen løbende. Det vigtige er at få så meget papir som muligt af. Men uden at skrabe farverne med!
Papiret efterlader fibre i træet, der giver en “hvidtning”. Så derfor skal du nulrevaske overfladen forsigtigt mange gange, for at få fibrene væk. Eller bliver det ret blegt når det tørrer op.
Når dette skridt er klaret kan du med fordel lakere træpladen. Det øger kontrasten i farverne og beskytter overfladen.