Adobe InDesign sætter standarden indenfor layout apps til det professionelle marked. Den er nem at koldstarte for begynderen men svær at blive dygtig til. Her lidt om konceptet og hvordan du bør gribe det an.
Hvad skal du have “købt ind” inden du kan starte?
Materialet der skal layoutes skal samles sammen. Det er tekst, billeder og grafik. Så ved du hvad du skal arbejde med og du får hurtigt en solid ide om omfanget. Er der andre der skal levere indhold som billeder og tekst, kan det være smart at sætte en tidsplan op. Så ved du hvad der forsinker og hvad der fremskynder processen.
Gode tanker inden du rører i skålen
Brug en del minutter til at fundere over hvordan dit design skal se ud. Antal spalter, hvilket format vil passe til indholdet? Hvad skal typografien signalere? Er billeder stærke nok til store opslag eller skal der arbejdes med mosaikker? Kan du forvente mange korrekturgange? Skal det være farverigt eller minimalistisk? Hvad passer til målgruppen?
Gør klar i “køkkenet” find redskaberne frem
Så sætter du din brugerflade op med de paneler der vil være relevante til dit design. Der er absolut ingen grund til at have ting fremme som fiser husleje af. Du kan gemme flere brugerflader. Jeg har fx 2. En til store dokumenter som giver overblikket for mange sider. En til småsager, der har flere af de kreative paneler fremme. Det er meget nemmere og hurtigere at finde redskaber, når alt grejet ikke ligger fremme.
Arbejd smart
Når du har fået styr på det grundlæggende design, skal du lave det tekniske design. Det er netop her du kan spare vanvittigt meget tid med de korrekte indstillinger for tekstkasser og grafikkasser i forhold til dit design. Definer standardfarver for dit design sammen med fast defineret typografi så det hele kommer til at se skarpt ud. Det er også her du sætter dine mastersider, der bestemmer din grundlæggende side. Når det hele er sat op er der faktisk nemt at fortryde midt i dele. Ændringer slår igennem globalt hvis dit tekniske design er på plads. Det betyder også at korreturgange bliver langt mindre tidskrævende.
Jamen er der flere kokke i køkkenet?
Måske er der nogle smagsdommere eller sparringspartnere der lige skal “se” designet? – eller nogle tekstjægere, der opdager muterede formuleringer der skal rettes? Vi er kommet til korrekturgangen! Du kan lave en PDF til til dem hvor de kan kommer med tekstrettelser og andre forslag direkte. De elementer kan du importere automatisk, så du ikke spilder for meget tid på alle disse smårettelser. Korrekturer har det med at komme i bølger ad flere omgange.
Er farver og billeder helt i skabet?
Når du så har skabt din fantastiske design kommer du til den hårde test. Er dine billeder og grafik klar til print? Her laver du en forhåndskontrol, så du slipper for pixelerede billeder. Du lader InDesign om at konvertere alt dit RGB til trykfarverne CMYK i udkørslen. Det lyder svært, men er faktisk bare at vælge den rigtige indstilling for PDF automaten. Trykindstillinger er også noget du kan gemme og genbruge. Det er smart for så kan du også lynhurtigt lave en PDF til digitale platforme.
Et design skal ud og vises frem ligesom kager i bagedysten
Når designet er færdigt er det tid til at det skal ud og arbejde. Hvis det er skabt med henblik på tryk, kan det være der skal reklameres for det på digitale platforme. Heldigvis kan InDesign også arbejde i pixels, så det er typisk her, du også laver lidt ekstra promoverings materiale til publikationen. Dem skyder du ud som billedbrikker og så er du klar til de Sociale Medier.